En god Start …

En god start er at tænke på, at hvad der findes enten er fritåbent eller lukket.

Frit betyder, at du må bruge det – frit. 

Åbent betyder, at du må bruge det – på bestemte betingelser. 

Lukket betyder, at du ikke må bruge det.

 

 

Mountain Lake

Billede af Free-Photos fra Pixabay

Hvad er frit indhold?

Frit indhold, er indhold, som du frit kan bestemme over. Det er fx dine egne ting. 

Frit indhold er også forældet indhold. Ophavsretten udløber nemlig 70 år efter det år, som ophavsmanden dør i.

Derfor er fx H.C.Andersens eventyr frie for enhver at bygge videre på.

Frit indhold er også indhold, hvor du har fået alle rettigheder til at bruge indholdet.

Så frit indhold – er nemt at bruge – og du kan bruge det frit! 

Læs mere om frit indhold

Vi kalder et indhold for frit, fordi det ikke sætter nogle grænser for hvordan det må bruges. Det må bruges frit. 

Frit indhold er udover eget indhold også noteret med fx public domain, cc0-licenser, ligesom nogle sider benytter deres egne licenser pixabay- og unsplash-licensen, til at beskrive at indholdet er frit. 

Et frit indhold kan også være en del af en programpakke, fx hvis man har adgang til videoredigeringsprogramet WeVideo, så ligger der en mediesamling, der må bruges frit. 

Frit indhold giver ikke problemer med krediteringen af disse materialer, og derfor er frit indhold et godt sted at begynde for elever og studerende, der skal bruge indhold, men måske er mindre optagede af kildeangivelse.

Frit indhold giver dermed den største grad af frihed for brugeren, og er dermed en god indgang til viden og indhold. 

Hvad er åbent indhold?

Åbent indhold, er indhold hvor den der har retten til indholdet, har bestemt sig for at ville give andre lov til noget. Det kan fx være at man giver lov til at andre må kopiere og bruge ens billede, hvis man bare skriver fotografens navn.  

En smart måde at dele noget af retten til et indhold med andre, er at bruge en åben licens. Så har man nemlig en helt klar beskrivelse af hvad man giver lov til og ikke giver lov til.

De mest brugte licenser til at dele er lavet af organisationen Creative Commons, og deres licenser lærer du at kende lidt længere nede på siden, for så kan du nemlig også finde indhold, som er åbent for dig. 

Læs mere om åbent indhold

Vi kalder et indhold for åbent, når det må bruges på visse betingelser.

Åbent indhold er udover dit eget indhold også andres indhold noteret med fx en creative commons licens, til at beskrive de betingelser som følger med, hvis du vil bruge indholdet.

Åbent indhold kræver altid!!! at du husker at kreditere indholdet. 

Så overhold betingelserne og husk kreditering; så er åbent indhold herligt og lige til at hygge sig med. 

Ganymedes med Jupiters ørn, 1817

Bertel Thorvaldsen
cc0 Thorvaldsens Museum

Halo

af Peter Leth

Hvad er lukket indhold?

Lukket indhold, er indhold, som du ikke kan bestemme over. Det er ganske enkelt andres indhold, som jo pr definition, ligesom dit indhold, er beskyttet af ophavsretten.  

Lukket indhold er altså et indhold, som vi ikke har lov til at bruge. Vi har lov til at spørge ophavsmanden om tilladelse, men indtil vi får et ja, er svaret nej.

Langt det meste indhold på nettet er lukket, og ophavsmanden behøver ikke at skrive noget om at det er lukket. Det sørger loven om ophavsret for at sikre.  

Læs mere om lukket indhold

Alt hvad vi laver af tekster, billeder, film, musik, teater og så videre kan kaldes for et værk, og værker er beskyttet af loven om ophavsret. 

Ophavsretten sikrer at hvad du laver, er dit. Du har retten til det du laver. 

Derfor er dit indhold lukket for andre at bruge. Så indhold, der enten ikke er åbnet af ophavsmanden eller hvor ophavsretten er udløbet, er lukket. 

Det betyder, at vi ikke må bruge andres indhold, med mindre vi får lov. 

Undtagelser

Der er undtagelser i loven om ophavsret, fordi man også siger at der skal være en balance mellem beskyttelsen af ophavsmandens værk og så beskyttelsen af alles ytringsfrihed. Derfor siger man, at citat, kritik, anmeldelse, parodi, karikatur, pastiche (hyldest) er situationer, hvor gengivelse af indhold, der ellers er beskyttet, kan tillades. (se fx denne kilde).  Det er derfor at memes og animerede gif-er ikke bliver problematiske.

 

Hvad er Creative Commons?

Her skal du lære hvad Creative Commons er, fordi det er et smart værktøj, som man kan bruge når man gerne vil hente noget lovligt på nettet.

Der er milliarder af medier (billeder, film, 3d-modeller, VR-billeder, lydbøger, magasiner, bøger, hjemmesider, sange, lydoptagelser og meget andet) på nettet, som du kan downloade og bruge helt lovligt, når du har styr på hvad Creative Commons er.

En gave – der forpligter

Creative Commons er ligesom et til og fra-kort som en person, der vil dele noget på nettet, kan sætte på sit arbejde.

Til og fra-kortet kaldes en Creative Commons licens. Licensen kan fortælle os hvad vi må med værket. Fælles for alle materialer, der har en Creative Commons licens, er at de må: hentes, kopieres, vises og deles.

Fælles for alle Creative Commons licenser er også, at du skal fortælle, hvor du har indholdet fra (hvem er ophavsmanden, og hvor har du hentet indholdet) og du skal fortælle hvilken CC-licens, som ophavsmanden har brugt på sit indhold. Det er egentlig ganske enkel kildeangivelse, og det er noget vi kigger mere på senere.

Men nu ved du, at selv om der er flere Creative Commons licenser, så har de nogle ting til fælles. Lad os se en film om til og fra-kortene.

Licenser, symboler og forkortelser

Nu har du hørt at en Creative Commons licens kan have forskellige mærker, og du har lært at til og fra-kortet ikke må blive væk, når man skal bruge det man har fået.

Nu vil jeg gerne fortælle dig om de fire mærker, som kan bruges på en Creative Commons licens. For de mærker fortæller os nemlig hvad vi må og ikke ikke må med indholdet.

I filmen her ved siden af kan du se, hvordan man kan vise en Creative Commons licens ved at bruge små forkortelser og symboler. Det gør det nemt at forstå dem, uanset om du vil hente noget fra Island eller Indonesien.

Det var sådan set det

Nu har du fået indtryk af følgende:

Frit indhold er betingelsesløst

Åbent indhold er frit på betingelser. Betingelser der kan forklares fx med en Creative Commons licens.

Og Lukket indhold er alt det, hvor du ikke kan finde hverken frie eller åbne betingelser til indholdet.

Så  nu er du klar til at se den sidste film – og til at gå videre til Find.