PLC

Skolens pædagogiske læringscenter er omdrejningspunkt for vejledning i faglige og didaktiske forhold, præsentation af nye og gamle materialer, sparring til læsning og opdagelse.

Medier for Alle er en ressource som ethvert læringscenter med respekt for sig selv, og for den nye bekendtgørelse, varmt vil anbefale enhver der stikker hovedet indenfor. (Særligt hvis vi skal sige det)

Derfor har vi lavet denne side, som en hjælp til jeres læringscenter med at anbefale, opdrage, indtænke og bruge Medier for Alle. 

  1. Kildekritisk overblik
  2. Bliv en stjerneformidler
  3. Mediejagten begynder
  4. Kildeangivelser trænes her
  5. 10 tips til læringscentret 
  6. Materialer

 

KATEGORI: Temaside

Velkommen

Her finder du alt hvad du har brug for, for at kunne facilitere en god og brugbar formidling FRA det pædagogiske læringscenter  – TIL kolleger, lærere, elever og forældre – OM åbne medier, ophavsret og kildekritisk viden.

Start med at se filmen her…

Når vi snakker med
Kolleger

Nederst på hver Open By-side er der en lille præsentation, fx som denne her. Den er god til en kort indflyvning for dine kolleger. 

Derudover har vi denne, lidt længere, præsentation “Digital Ansvarlighed” som også kan være et godt oplæg. Måske kan du ogs finde én bestemt samling eller ét bestemt tema, som kan være perfekt til netop din kollega. 

Elever

Når vi snakker om åbne medier med eleverne, er vi nødt til at sige højt at ikke alt man finder på nettet, må hentes. Det kan være kendt viden for de fleste, men alligevel nyt at tale om. Brug det som starten på en leg, fx at finde billeder fra hele verden i Mapillary. 

Makkersøgning på og de andre opgaver i forløbet til Pixabay, kan også være en aktivitet og en måde at diskutere metadata og dermed få vigtige erfaringer omkring søgning.

01

Kildekritisk overblik

Hvor skal man begynde?
Medier for Alle kan virke overvældende og lidt ufremkommelig. Så hvad skal vi sige til eleverne, der skal høre om Medier for Alle første gang?

a) det bedste råd vil være at du hjælper dem direkte med den opgave eller det behov, som de står med. Det kan du gøre ved også selv at gå lidt på opdagelse på siden.

b) du kan fortælle at medier for alle er en side som kan lære dig om de steder på nettet, hvor der er indhold, som man gerne må hente og bruge – og at det er bedre og nemmere end at rode efter tingene på Google.

c) du kan prøve at vise dine elever nogle spritnye luftfoto på sdfikort.dk eller lege med skråfoto. Vi kan allesammen godt li at se os selv og noget vi kender.

d) leg en omgang makkersøgning på Pixabay og snak om at reklamer også kan være trælse, og det er de på Pixabay (men indholdet fejler jo ikke noget).

Hvad kan vi se sammen
Besøg jeres Open By-side

Du kan vise dem en samling på jeres Open By-side, sådan at det bliver supernemt at relatere til noget man kender. Kig efter street view i jeres baghave, mål naboens hæk med skråfoto, tjek vejret lige nu med Earth og se om jorden har gemt noget fra køkkenhaven på Nationalmuseet.

I kan måske starte med også at se denne kort introduktionsfilm om Open By og Medier for Alle.

Projekter og Temaforløb

I kan lave en skattejagt sammen omkring medier, der kan bruges til tema- og projektopgaver. 

Makkersøgning

Hvis I har snakket om Pixabay, så er det oplagt at I udfordrer hinanden i Makkersøgning og Reklameopmærksomhed. Det kan I gøre med begynderforløbet om Pixabay 

Leg med Mediekompasset

Du kan vise dem mediekompasset på forsiden*, som er sådan en lille leg, hvor man vælger om man er kriger eller kunstner. 

* du finder mediekompasset et stykke nede på siden. (Se billedet herunder). 

Konklusion

Medier for Alle har en neutral og ensartet omtale af alle samlinger, og giver derved brugeren en sammenlignelig information.

Medie- og informationssøgning, som skal bruges til andet end at kigge, kan med fordel starte her.

02

Bliv en stjerneformidler

Det gør du ved at være rolig og tage fat i dine kolleger og elever på en måde, som taler om muligheder frem for begrænsninger. Som taler lovlige samlinger op som flotte, gode, ægte medier du må bruge, i stedet for at udskamme eller irettesætte. 

Hjælp dem med én ting ad gangen, og lær dem at bruge den sikkert, inden I kaster jer over andre samlinger. På den måde kan du hjælpe dem i gang med gode vaner og give dem nogle samlinger, som de altid kan falde tilbage på.

Anbefal samlinger og temaer

På Medier for Alle finder du både portrætter af samlinger og du finder temasider, hvor vi har pakket hele tasken med indhold til dig. Begge dele sigter efter at hjælpe med at finde indhold, der kan bruges.

Anbefal fag, øvelser og forløb

Til dine kolleger, skal du også anbefale fag, øvelser og forløb. Det er materialer, som gør at I omsætter åbne medier til faglige aktiviteter. Klogere børn og gladere lærere. 

Tema

Samlede pakker med fokus på særlige aktiviteter, interesser eller indsatser.

Fag

Fagligt overblik over materialer, som du kan gå ombord i.

Forløb

Trin for trin vejledning til at omsætte indhold og fag til god undervisning.

03

Mediejagten begynder

Mediejagt og informationsjagt er på mange måder den samme jagt, og måden at jage på, er den samme.

Vi skal vide hvad vi sigter efter og hvad vi må jage. Indhold beskyttet af ophavsret må fx ikke downloades, men må blot ses, mens at de medier, som er frie eller åbne gerne må. 

Det pædagogiske læringscenter kan udstede jagttegn og vise hvor det er godt at lægge sig på lur eller smide snøren ud. Det er her at du, der er på skolens PLC skal brilliere og vise eleverne de fede steder (du kan jo have snydt og forberedt dig via lidt research på Medier for Alle eller ved at efterspørge et par staldtips i vores Facebookgruppe). 

Tips til jagten
Dialog om Creative Commons

Brug forløbet (#102) “Dialog om Creative Commons” sammen med dine kolleger og elever. 

ca. 30 min.

Makkersøgning (Træn på Pixabay)

Brug forløbet “Lær Pixabay” sammen med dine jægeraspiranter. De skal her både lære hvordan videovejledningerne på Medier for Alle fungerer – og de skal lege med søgninger sammen, fx makkersøgning, hvor de skal konkurrere om at finde de mest udbredte søgeord. 

10-30 min.

Jeres Open By

Lad os antage at I selvfølgelig også har et samarbejde med Medier for Alle, sådan at I også har en byside. På denne side vil der nederst være en række forløb og materialer, som gør at I kan træne mere målrettet fag og temaer.

Konklusion

PLC kan være en perfekt ramme for at træne og øve en sikker mediejagt! – uden stort besvær. Og spørg lige dig selv – hvis ikke skolens pædagogiske læringscenter gør det- hvem gør så?  

04

Kildeangivelser - trænes her

Hvis det skal give mening at bruge åbne medier, så kræver det også, at vores kolleger og elever bliver sikre i at kildeangive. Der er én person på skolen, som har nemmere ved at tage den opgave på sig end alle andre; dig.

Hvis du har fået sat dig ind i Medier for Alle og har gennemskuet hvordan samlingerne er portrætteret, så har du også et godt udgangspunkt for at kunne hjælpe elever og kolleger i gang med at træne kreditering.

Sådan gør du

Besøg vores Lær Ophavsret-kit. I afsnit 3 finder du den korte version og den grundige version om at kreditere.  Så er det ellers at gå i gang. Det er egentlig bare fast arbejde, som følger med, når man vil bruge andres indhold.

Hvis I mister info om kilden er det ligesom hvis jeres sikkerhedsline knækker. Så må I ikke bruge det!

05

10 tips til læringscentret

Gør det synligt - Print plakater

Brug jeres læringscenter til at sætte fokus på åbne medier. Det kan I gøre til en aktivitet med eleverne, eller du kan selv printe nogle plakater ud. Besøg Materialebanken lige herunder og find plakater som I kan hænge op på skolen og i læringscentret.

Del budskabet Copy-Paste

Herunder er et forslag til en tekst, som du kan sakse og dele med dine kolleger på fx Aula, Viggo, Lectio og lignende:

Hej, her fra skolen læringscenter vil jeg lige slå et lille slag for siden Medier for Alle, som er en guide til at finde indhold som fx tekster, billeder, lydklip og andre medietyper uden at komme på kant med ophavsretten.

Siden er enkel at bruge og den giver fx et godt overblik over hvilke mediesamlinger, der er gode for begyndere (fx de yngste elever, der ikke er sikre i at søge på engelsk eller som måske ikke laver kildeangivelser), hvilke samlinger, der har noget at byde på i vores eget lokalområde (besøg menupunktet OpenBy) og hvilke samlinger, der kan noget for de enkelte fag.

Har du spørgsmål eller lyst til at jeg viser siden for dig eller din klasse, så sig til.
Tak og med venlig hilsen.

Del del del

Alt hvad du finder på Medier for Alle af tekster, dokumenter og videovejledninger må deles frit. Du må dele det – dine kolleger må dele det – forældre – andre skoler – andre lande – alle må dele og modtage hvad du synes kunne være nyttigt.

Sådan deler du

link: Kopier adressen øverst i din browser – så hjælper du modtageren direkte til den side, fx jeres By-side eller et bestemt forløb.

video: Alle videovejledninger kan deles. Du kan øverst til højre i afspilleren se en lille papirflyver. Klik på den og kopier linket, som vises. På den måde sender du folk til filmen på Vimeo.com

tekst: Er der tekster på Medier for Alle, som du synes kan bruges i fx et opslag på Aula, så skal du blot skrive Kilde: LINK, sidst i teksten, hvis du bruger teksten uden tilpasninger. Hvis du selv formulerer eller tilpasser teksten skal du ikke tænke på kreditering. 

billeder og grafik: Hvis du gerne vil have et billede med i et opslag, så skal du være opmærksom på at billederne på Medier for Alle kan være udgivet af mange forskellige brugere, og derfor også mange forskellige licenser. Så se dig godt for inden du tager fx et billede fra Medier for Alle, og sørg for at lav en kildehenvisning til billedet (du kan som regel finde kildehenvisningen på eller under billedet eller nederst på siden, hvor billedet optræder.  

 

Vi gør det sammen

Det er en fælles indsats og du skal ikke stå med det alene. Aftal fx med din kollega hvilke fire gange at klassens besøg skal have et oplæg fra Medier for Alle – og aftal at der bliver arbejdet med fx Nationalmuseet eller Skråfoto i timerne mellem besøgende, sådan at du kan fortsætte en dialog fra oplæg til anvendelse – til dit næste oplæg.

Hvis det ikke skal være dansklæreren, der kommer med klassen hver gang, kan du også aftale med teamet omkring klassen at man måske tager billedkunst og historie ud til de to af de fire gange.

Hold dagbog - og hold den åben

Med et lille skema hængt op i læringscentret kan I sammen notere datoer for hvilke klasser, der kommer på besøg og hvad de skal se. 

På den måde kan du også fremlægge skemaet til et PR-møde og give en status på hvilke lærere og klasser, der har taget fat på at bruge den og den tjeneste via Medier for Alle. 

Hold også styr på hvilke fag og lærere i de enkelte klasser, der enten bruger Medier for Alle eller én af de samlinger, som også portrætteres på Medier for Alle. Det er kollektiv viden, som er svær at bruge på skolen, hvis I ikke gør den tydelig og konkret.  

Hold fast

Ingen elever eller lærere får glæde af Medier for Alle, hvis det kun bliver vist én gang. Der er millioner af samlinger til alt i hele verden, og der er en træning i at kunne afkode vilkår, lave kildeangivelse, forstå Creative Commons licenser og benytte åbne medier som et aktiv i undervisningen og i ens besvarelser.

Så hold fast. Skriv ned at 5.a. har været en tur på Pixabay i august (dansk), Mapillary i september (natur / teknik) , BBC Sound i oktober (temauge) etc.

Hold fast og sig til dine kolleger at du gerne vil vise dem én samling til hvert PR-møde de næste 6 måneder.

Hold fast – så det sætter sig i dine kolleger og elever, og sådan at de ikke bare spises af med at der er heste på Pixabay. Der skal mere til.

Ledelse - timer - kompetence

Du har fået en veldefineret arbejdsopgave på jeres læringscenter. Den har fået et lige så veldefineret timetal.

Jeg kan ikke love dig noget – men jeg synes godt at man kan fremføre det synspunkt at vejledning omkring brugen af åbne medier både er en vigtig opgave, og at den hører godt hjemme på et læringscenter – men at du godt kunne tænke dig efteruddannelse og opkvalificering på netop dette punkt.

Foreningen OpenDenmark, og undertegnede Peter Leth, er skabt med det ene formål at kvalificerede borgere, undervisere, ledere, virksomheder, myndigheder og politikere (og alle andre) til at kunne agere i og med åbne medier. Derfor vil du til enhver tid kunne kontakte os og høre om der er nogle kurser eller webinarer du kan deltage i.

 

Betingelser for anvendelse

Åbne medier har nogle betingelser, som man skal følge og overholde, for at vi må anvende dem. Det er ret afgørende at forstå, så derfor er det også godt at træne sammen. 

Er jeres kommune med i Open By-samarbejdet, vil vi gerne hjælpe dig med materialer. Start evt med at se Creative Commons skolen.

Brug for hjælp

Har I brug for hjælp? Snak med it-konsulent og drøft jeres kvaler. Det kan være at naboskolen har en løsning som I også kan bruge. Som lærere og plc-medarbejder må du også gerne skrive til os på Medier for Alle eller bare springe ind i vores Facebook-gruppe Medier for Alle. Så vil vi gerne se om vi kan hjælpe jer.

Kilde på jeres eget arbejde

Når I laver noget som bliver vist og delt, så kunne I jo også overveje om ikke det også er en god anledning til selv at benytte en åben licens. Så har I lavet et projekt, en fin udstilling eller indrettet jeres plc på en smart måde, så skyd og del – og sørg for at have en god kildeangivelse på jeres egne ting. Skriv fx cc-by-sa hvis I vil dele jeres arbejde under en Creative Commons licens, sådan at andre måske kan bygge videre på jeres ideer fremover.

Er I i tvivl om hvilken licens I skal bruge, så kan I prøve vores interaktive licensvælger her (rul ned til kapitel 2).

Avanceret

Dette råd er avanceret, og jeg vil egentlig ikke anbefale at du går i gang med det, inden at du clearer det med ledelse og drøfter det med jeres pædagogiske it-konsulent eller plc-konsulent i kommunen.

Men mit råd er at du skal holde lidt øje med de ting, hvor du kan være i tvivl om ophavsretten er overholdt. Alt det der gør lidt ondt, som måske eller måske ikke er en fy-fy. Hvorfor – fordi det er en forurening, som I vil blive glade for at kunne håndtere og måske begrænse eller helt stoppe. 

Lad os få styr på de steder hvor det gør ondt. Der er millioner af kroner på spil og det er adfærd, som måske ikke giver millioner af fordele af sig. 

Når du har fået grønt lys, så kontakt evt Medier for Alle, for vi har viden og erfaringer fra lignende projekter, som vi gerne vil dele med dig. 

Husk også sammen med ledelsen at være tydelig overfor kolleger omkring dit forehavende. Tydeligt og ærligt. Det er ikke udskamning eller skyld – men en undersøgende tilgang til at opsøge forbedringer. 

06

Materialer

Her kan du hente materialer om Medier for Alle. Er der noget du mangler, så kontakt os.

 

Print en plakat og snak om at bygge videre på andres medier! Her ses en klasse arbejde med Maleplakaten. 

KOLOFON

PLC

Denne temaside er udgivet af Medier for alle, med det formål at støtte skolens PLC omkring Medier for Alle.

Du kan takke de kommuner der er med i Open-by-samarbejdet og de medlemmer, der støtter foreningen OpenDenmark, for arbejdet. Se hvordan I også kan deltage og støtte Medier for Alle.

 

Sidens mediekilder

Sidens topbillede og
Billede til punkt 1 er af Pixabay, fra Pexels
Billede til punkt 2 er af Cottonbro Studio, fra Pexels
Billede til punkt 3 er af John Cunningham, fra Pexels
Billede til punkt 4 er af Riccardo, fra Pexels
Billede til punkt 6 er Børn tegner plakat cc-by-sa Peter Leth

 

Opdateret

september 2024

Forfatter

Peter Leth